Seksuel diversitet

  • gustav 

De fleste i dag har vist opdaget, at mennesker er forskellige, også på det seksuelle område. Ikke blot har vi forskellige køn, men inden for kønnenes rammer er der store variationer over, hvad seksualiteten kan rumme. Og hvor det i løbet af årene har været meget forskelligt, hvordan disse seksuelle forskelligheder er blevet opfattet og bedømt, er der i hvert fald i den vestlige verden i dag en vis forståelse for, at der findes mange forskellige former for seksualitet.

Et verdensmedie som CNN kan for eksempel fortælle, at det nu også er muligt for bøsser og lesbiske i Taiwan at gifte sig, og dermed slutter dette land sig til en lang række lande, som har givet mulighed for, at bøsser og lesbiske kan leve i et juridisk set bindende parforhold.

Desværre er der også mange steder, hvor den seksuelle diversitet ikke anerkendes, og hvor der stadig foregår forfølgelse af disse mennesker. Et af de seneste eksempler er den lille olierige stat, Brunei, hvor herskeren, sultan, Hassanal Bolkiah, har indført sharialov og deklameret, at homoseksuelle, der dyrker sex med hinanden, skal stenes. Efter boycuttet af Brunei ejede hoteller og andre virksomheder rundt omkring i verden og efter talrige politiske og folkelige protester, er steningsstraffen dog blevet fjernet igen, men det er stadig forbudt at være homoseksuel i den lille rige stat. Ikke alle steder accepteres seksuel diversitet altså.

Danmark var det første land, hvor den seksuelle diversitet blev lovmæssigt accepteret i form af, at bøsser og lesbiske kunne indgå et registreret partnerskab og dermed indgå i et juridisk bindende parforhold. Det skete under stor mediebevågenhed fra hele verden i efteråret 1989. Siden fulgte mange lande efter, og i dag er det som homoseksuel også muligt at blive kirkeligt viet i mange lande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *