Mange virksomheder har i dag et mål om at sørge for, at der er diversitet på arbejdspladsen. Det kan være, at man enten aktivt søger at få medarbejdere ind med anderledes profiler end det store flertal, eller blot er helt åbne over for, hvilke personer der kan udfylde en plads på kontoret eller i produktionshallerne.
Nu viser det sig, at diversitet på arbejdspladsen i høj grad er medvirkende til, at der kommer fællesskab og fælles ånd på en arbejdsplads. Mangfoldighed og diversitet synes at fremme samarbejde på arbejdspladsen, men der er også forskning, der viser, at det kan føre til bøvl og konflikt, hvis der er stor mangfoldighed blandt medarbejderne på en arbejdsplads.
I et konkret studie, nemlig et studie som er gennemført i et rengøringsselskab med flere end 7.000 medarbejdere alene i Danmark, viste det sig, at det så ud som om, at de teams, hvor der for eksempel var mange forskellige nationaliteter ansat, var der et stort potentiale for, at folk begyndte at samarbejde og udvise tolerance, hjælpsomhed og social samhørighed.
Måske hænger dette sammen med, at man som menneske er tilbøjelig til at synes om dem, man er i umiddelbar sammenhæng med. Familie, arbejdsteams, frivillige grupper eller hobby-fællesskaber har det til fælles, at vi langt hen ad vejen er der, fordi vi synes om sammenhængen og derfor gør vores til, at stemningen bliver god. Naturligvis kan man have kolleger, som man er mere eller mindre glad for, men generelt prøver vi at få tingene til at fungere. Det gælder også, når vi er sammen med meget forskellige mennesker, og derfor fremmer diversitet samarbejdsånden.