Menneskelig diversitet har gennem tiden medført, at vi også har talt om forskellige racer inden for menneskeheden. I dag er det et ømtåleligt punkt, men tidligere har det helt normalt, at vi talte om den hvide menneskerace, den sorte etc., men racediskussionen kan i dag medføre raceuro og andre ubehagelige ting. Og i dag har forskerne i almindelighed forladt denne skelnen mellem mennesker.
I stedet vurderes den menneskelige diversitet mere ud fra, hvordan vi gennem historien har tilpasset os de forskellige geografiske forhold, hvor vi har levet. For eksempel klimamæssige forskelle, og vores fys
iske diversitet ses i dag mere som en blanding af sådanne forhold og af tilfældige genetiske varianter, som gør, at vi falder ud på den ene eller anden måde.
Mange forskere mener således, at det i dag er svært at argumentere for en menneskelig diversitet i form af raceforskelle. I stedet taler man om, at der er gradvise overgange og overlap mellem forskellige populationer, og man arbejder med et variationsmønster, der kaldes “kliner”.
Måler man på menneskets DNA, ligger langt størstedelen af den variation, der er, inden for de enkelte populationer, mens kun få procent findes som variationer mellem de forskellige populationer. Vi er altså populært sagt mere forskellige fra naboen, end vi er fra den indfødte afrikaner.